Sådan kommer du igang med walk-and-talk

Introduktion til psykologer: lav walk-and-talk terapi udendørs

Velkommen. Jeg håber, at du finder inspiration til at lave terapi udendørs. Læs disse praktiske råd og terapeutiske overvejelser om hvordan du kommer godt i gang med at lave walk-and-talk med dine klienter, patienter eller borgere.

Mit udgangspunkt

Siden jeg etablerede min praksis “Psykologen på Landet”, har jeg være optaget af at udvide mit terapeutiske rum.

Det vil sige, at terapi og supervision ikke længere kun foregår i praksislokalet. Mit terapeutiske rum er vokset og omfatter også gårdspladsen, vores have og den omkringliggende natur. Dette giver mig et større spillerum – med flere handlemuligheder for at aktivere de ønskede processer hos klienten.

I dette indlæg fokusere jeg på de terapeutiske forudsætninger og muligheder, der efter mine erfaringer er, ved at lave gode walk-and-talk samtaler. Men først. Kort om hvad walk-and-talk går ud på.

Hvad er en walk-and-talk samtale?

Walk-and-talk med en psykolog, er en terapeutisk samtale, der finder sted mens I går sammen side ved side. Det kan lyde enkelt, hvilket det egentlig også er – og samtidig er der et væld at nuancer og terapeutiske elementer, som du skal glæde dig til at dykke ned i.

Jeg er selvsagt begejstret over at udøve walk-and-talk. Metodisk er rammerne de samme. Mit metodiske grundlag er acceptance and commitment therapy (ACT), mindfulness og compassion fokuseret terapi. Mine klienterne synes dog at få mere med fra deres gående session – måske grundet de udvidede og naturlige rammer?

Og hertil kommer mit eget arbejdsliv. Det er særdeles vigtigt for mig, at jeg som professionel også tager mig selv og min egen holdbarhed seriøst. Det er min erfaring, at samtalerne i de udendørs rammer får en lidt anden karakter. Dette bevirker blandt andet, at mit hoved føles knap så brugt sammenlignet med sessioner holdt indendørs. Måske er mit eget bidrag i den terapeutiske kontekst anderledes sammenlignet med sessioner holdt indendørs? Jeg ved det endnu ikke…

Corona forsvarlig terapi

Walk-and-talk er en forsvarlig måde at lave terapi på.

I denne corona-krisetid, hvor vi alle skal holde behørlig afstand til hinanden (2-3 meter), og helst være samlet i den friske luft, er walk-and-talk et særdeles fornuftigt alternativ til det mere traditionelle indendørs terapiformat. De fleste af mine klienter foretrækker walk-and-talk fremfor tilbuddet om at afholde videosamtaler.

Praktiske råd & terapeutiske overvejelser : sådan kommer du godt igang med walk-and-talk

Praktiske råd

  1. Brug et par minutter på at forberede dig selv mentalt på, at skulle efterlade din siddeplads, dine papirer og tavlen – det sidste var en kæmpe udfordring for mig ;).
  2. Hvis du, ligesom jeg, har haft for vane at skrive notater ned undervejs, kan du have en lille bog og pen med i lommen. Ellers kan du stole på, at du husker det væsentligste fra samtalen, hvilket du så efterfølgende kan notere ind i journalen. Dette kan faktisk blive en god øvelse i sig selv. Jeg synes selv, at jeg er blevet bedre til at skrive kun det vigtigste ned efter en walk-and-talk session.
  3. Rammerne for sessionen. Når det er dit ansvar at lave og holde rammerne for den terapeutiske samtale, så overvej følgende. Hvad hvis en bekendt vil hilse på, eller en forbipasserende tilfældigt sætter sig i nærheden af Jer? Hvordan vil du håndtere disse situationer? Jeg plejer at fortælle klienten i starten af forløbet, at hvis vi møder nogle undervejs – skal jeg nok tage hånd om situationen. Dette bevirker, at klienten føler sig i trygge hænder.
  4. Klæd dig på efter vejret og det allervigtigst er, at have fornuftigt fodtøj på (undskyld, hvis dette råd lyder lidt mormor-agtigt. Mon det blot er mig, der er ved at blive lidt gammel og kan få ømme fusser?)
  5. Medbring: lommeletter, mobil, ur, plastikposer/pude og evt paraply samt den lille notesbog. I denne corona-tid må klienten selvfølgelig selv medbringe evt lommeletter, paraply og noget at sidde på undevejs. Jeg har lavet en aktuel beskrivelse af walk-and-talk til mine klienter med retningslinjer, så de er fornuftigt klædt på – også i overført betydning 😉

Hvor laves walk-and-talk?

By verus land. Der er selvsagt at foretrække god plads omkring sig og også gerne naturlige omgivelser. Du behøver dog ikke være ude på landet, for at kunne lave walk-and-talk med dine klienter. Inde i byen kan en park være ganske fin til at lave walk-and-talk i, da der er mange forskellige ruter og gode siddepladser at vælge imellem.

Du kan forbedre dig en smule, ved at udvælge nogle ruter. Det er ikke vigtigt, hvor mange kilometer ruten er, da vi som regel har flere stops undervejs. Hellere kortere end længere. Jeg finder, at det er godt at have flere muligheder, så du kan tilpasse ruten som I går. Måske du kan finde nogle velegnede pause-steder til undervejs? Tit sætter vi os ned på en indbydende plads, eller står længere tid på et sted med en interessant udsigt, som blikket kan hvile på. Det er hvordan I går vejen, og ikke hvor lang vejen er, som er det vigtigste – proces, proces, proces 😉

Nogle gange laver jeg også aftaler med klinter om at mødes på den nærliggende strand eller inde i skoven for at lave walk-and-talk. Der er mange muligheder ved at lave walk-and-talk, og måske kan din arbejdsdag også have gavn af lidt luftforandring? Jeg nyder personligt i høj grad at kunne udskifte kontorvæggene med strandkant og bøgestammer. Brug din self-compassion – tænk på din egen bæredygtighed og arbejdsglæde.

Terapeutiske overvejelser ved walk-and-talk

Hvor end I bevæger Jer rundt, så opleves en kontekst i forandring. Dette kan anvendes i den terapeutiske samtale. Måske er der en metafor eller en øvelse, som kunne flettes ind? Prøv om du kan aktivere klienten, således at klienten kan opleve en metafor kropsligt. Eks at forsøge skubbe til noget, der står urokkeligt fast. Dette kan være et billede på den uløselige kamp, som klienten kommer til at gå ind i. Måske kunne det fungerer bedre for klienten, hvis man nu prøvede at gøre noget andet end at fortsætte med at skubbe/kæmpe – såsom at gå en anden vej?

Andre terapeutiske overvejelser:

  1. Tempo: Hvor hurtigt eller langsomt går/snakker klienten? Er dette relateret til det aktuelle? Kan dit tempo påvirke klientens? Kan du italesætte tempo og lave øvelse omkring hastighed, mens I er ude og gå?
  2. Bemærk hvad der sker i klienten og dig selv, når I går side ved side – med 2-3 meters afstand. Giv plads til pauserne. Mærk rytmen – kunne du kombinere dette med en øvelse, som du ellers også bruger i den terapeutiske proces? Evt en åndedrætsøvelse eller noget helt andet?
  3. Kropssprog. Vær bevidst om jeres kropssprog. Du kan, ved at sænke dit tempo og med en mindre kropsdrejning rettet mod klienten, bringe jer til at stoppe op. Måske der er noget, som du ønsker at fremhæve? Ved at stoppe op får I mulighed for længerevarende øjenkontakt. Hvordan påvirker dette jeres samtale?

En ny verden

Jeg hører tit, at denne verden ikke vil blive den samme igen. Det rammer mig altid lige dér, hvor jeg bliver virkelig bange. Det uvisse. Det usikre. Og mon ikke, at de fleste af mine klienter kender til dette alt for godt …

Husk: Det er ok, at du måske føler dig lidt udfordret ved at skulle lave walk-and-talk. For de fleste psykologer, er det jo noget nyt og anderledes. Man kan føle sig lidt på ukendt territorie. Udfordringer vil føles en smule ubehagelige, ellers kunne du det jo allerede.

Er du rigtig modig, kan dette bruges sammen med klienten i opbygning af alliancen og som eksempel i jeres terapeutiske samtale. Og der er kun én måde, at blive bedre på; tør at gøre dig nye erfaringer – bare se at komme i gang – you got this!

Det gælder om, at kunne se muligheder fremfor begrænsninger og ikke mindst – at have modet til at føre ideerne ud i livet.

Med håbet om at inspirere.

De bedste hilsner fra

Karina Thomsen, “Psykologen på Landet”

Aut. psykolog, konsulent og supervisor.