Walk-and-talk, Covid-19 forsvarlig terapi i det fri

Walk-and-talk er forsvarlig og sikker terapi i det fri. Terapi kan foregå effektivt udenfor – gående i den skønne natur og friske luft.

Gå-terapi

Walk-and-talk kaldes også for gå-terapi. Som navnet antyder, går det ud på, at have en professionel psykoterapeutisk samtale – mens vi side om side går en tur sammen. Du kan være sikker på, at min terapeutiske metode er den samme – uanset om vi er ude eller inde.

De fleste oplever, at samtalen bliver mere afslappet, da en spadseretur kan virke mindre formel. Nogle kan også have god gavn af, at der er knap så meget direkte øjenkontakt. Andre fremhæver, at der i en walk-and-talk session synes at være mere plads til eftertænksomhed samt at naturen kan styrke de terapeutiske processer. Som psykolog har jeg den seneste årrække været optaget af at udvide det terapeutiske rum – læs mere om naturen som terapirum.

Du behøver ikke kende til terapi i forvejen, før du deltager i en walk-and-talk session.

Covid-19 forsvarlig terapi

På grund af Covid-19/corona krisen, er det blevet en nødvendighed, at afholde terapisessionerne udenfor.

Det er sikkert, at lave terapi udendørs – når vi følger de foreskrevne forholdsregler. Vi går ved siden af hinanden med behørig afstand, hvor der er 2-3 meters afstand mellem os.

Terapi kan sagtens foregå udenfor – gående i den friske luft og dejlige omgivelser. Her er plads til at lade blikket vandre frit, og masser af den dejlig natur, som er sund for din hjerne.

Nogle spørgsmål & svar om walk-and-talk:

Nogle kan have svært ved at forestille sig terapi udendørs. Det kan der være forskellige årsager til.

Det er meget forståeligt, at foretrække velkendte rammer, når man er i akut krise og føler sig særligt sårbar. Andre kan på den anden side foretrække, at komme ud og mærke naturen, da de kan føle sig styrket og mærke en ekstra lindring ved at være mere i kontakt med naturen. Vi kan alle have forskellige præferencer. Men sålænge Covid-19 eller corona krisen er aktuel, er det dog ikke muligt at sidde inde i terapilokalet. Foretrækker du at sidde ned under samtalen, viser jeg dig gerne flere muligheder rundt om på ejendommen, så du kan finde et sted at sidde trygt – også udendørs.

“Kan andre folk høre hvad vi taler om?”

svar: Det er mit ansvar at overholde tavshedspligten – og den tager jeg meget alvorlig. Døren ind til terapilokalet er en lydisoleret dobbeltdør, hvor jeg naturligvis ikke kan skabe tilsvarende lydtætte rammer udendørs. Dog er vi ude på landet. Her er der som regel langt til andre mennesker. Møder vi et andet menneske på vores tur, går vi blot videre og genoptager vores samtale. Du kan derfor stole trygt på, at de rammer jeg varetager i den udendørs terapi, er lige så sikre, som når vi er indenfor.

“Hvad nu hvis, at jeg ikke kan gå ret langt?

svar: Det handler ikke om, hvor langt vi går. Det handler mere om at vi befinder os i naturlige omgivelser og kan bevæge os rundt udenfor. Tit stopper jeg op, og laver en øvelse. Vi kan også nemt finde et hyggeligt sted, hvor der er plads til at vi kan sætte os lidt ned undervejs.

Jeg har også haft klient i kørestol. Vi sad forskellige steder udenfor – både inde i haven og ude på gårdspladsen. Der er flere mulige siddepladser rundt om på matriklen. Så alle kan være med og få gavn af ude-terapi.

De fleste sessioner finder sted hos “Psykologen på Landet” i Odder. Det er dog muligt, at vi kan arrangere en walk-and-talk i skoven eller på stranden.

“Hvad hvis, det er dårligt vejr?”

svar: Påklædning, Paraply og Plads (i vores udhuse). Du klæder dig selvfølgelig på efter vejret. Og kan jo have en paraply med – hvis du er til den slags 😉

Bliver det voldsomt vejr, har vi også mulighed for at søge ly inde udenfor. Vi har gode overdækkede muligheder. Her er der god plads til, at vi kan sidde med 2-3 meters afstand – uden at blive udsat for elementernes rasen. Så selv om det bliver “dårligt vejr”, kan vi fortsat lave forsvarlig terapi – og behøver ikke aflyse. Jeg skal nok i et andet indlæg komme lidt mere ind på hvordan vi kan lave terapi udenfor – uden nødvendigvis at skulle lave “walk-and-talk”.

Høns går frit

Er terapien ligeså effektiv/virksom?

Ja. Der er intet som tyder på, at walk-and-talk skulle være mindre virksomt end terapi indenfor i de mere traditionelle rammer. Tværtimod. Der er flere undersøgelser, som peger på flere gavnlige effekter ved at lave walk-and-talk (Crowe Clark, 2019). For det første er det sundt at bevæge sig fysisk udenfor. For det andet synes den mental sundhed også at blive påvirket hensigtsmæssigt i naturlige omgivelser.

Det kan argumenteres, at du som klient får noget ekstra med dig ved at lave walk-and-talk, sammenlignet hvis vi sad indendøre.

Ekstra fordele ved at lave walk-and-talk

  • Du får samtidig bevæget dig lidt, frisk luft og naturoplevelser
  • Walk-and-talk kan opleves som et mindre formelt møde, hvilket synes at kunne styrke den terapeutiske proces på flere måder.
  • Dit blikket er blidt rettet ud på naturen, hvilket kan fordre en spontan opmærksomhed. Aktivering af den spontane opmærksomhed associeres med restitution af hjernen samt stimulation af kreative processer.
  • Du får generelt en anden oplevelse, da vi bevæger os rundt. Dette giver flere handle muligheder – og åbner op for at bruge naturen som metafor på de aktuelle terapeutiske processer. Vi er så at sige i metaforene – fremfor blot at tale om dem.
  • Måske du husker vores samtale bedre, når du har fået nogle oplevelser undervejs. Og dermed får du måske mere ud af dit forløb?

” Jeg tænker bedre under åben himmel.”

Jeg oplevet tit, at tempoet sænkes ved walk-and-talk. Folk lader blikket hvile på horisonten og bliver mere eftertænksomme. Det er som om, at der er mere plads/rum/tid til at mærke efter. Det er min erfaring, at samtalerne synes at gå mere glidende. De fleste af mine klienter giver udtryk for, at terapien føles lettere, når de er udenfor. Klienter synes at have nemmere ved samtalen, når vi går side og side.

Walt & Talk i naturen
I naturen aktiveres den spontane opmærksomhed. Den spontane opmærksomhed anses for at være gavnlig i reduktion af stress og angst.

Walk-and-talk versus traditionel inde-terapi?

Walk-and-talk er forsvarlig terapi i det fri. Samtalernes indhold kan også være en smule anderledes sammenlignet med under det traditionelle terapiformat. Det kan føles lidt mere naturligt, at tale om dét der er svært.

Walk-and-talk kan især være egnet, hvis du kan have det svært i den traditionelle ansigt-til-ansigt terapi i kontorlignende omgivelser. Ved at være udendørs og have et roligt tempo, kan terapi generelt virke mindre skræmmende og nemmere at være i (Crowe Clark, 2019).

De mere åbne forhold og anderledes rammer i en walk-and-talk, kan også gøre det lettere for de personer, der ellers kan have svært ved at skulle søge andres hjælp, da forholdet til psykologen kan føles som mere jævnbyrdigt (Crowe Clark, 2019).

Uanset hvad – har du fået lyst til at prøve en walk-and-talk, så skriv gerne en mail eller sms til mig. Du kan se mine kontaktoplysninger ved at klikke lige her.

Glæder mig til at høre fra dig.

Kilder:

Adult Clients’ Experience of Walk-and-Talk Therapy, Denice Crowe Clark, Walden University, 2019. Link:https://pdfs.semanticscholar.org/6247/00b9f3ab16fb423e1d2a66464a0f92ec5b56.pdf