Damen & Fiskehejren

Procesfortælling – på mellemvej i accept

Damen kunne glide gennem tilværelsen. Hun kunne altid bestemme, gøre og kunnet lige dét, som hun havde sat sig for. Lige indtil at det ikke gik længere – lige indtil, at hun gik i helt stå og hang fast. 

Dette er en procesfortælling med Damen og Fiskehejren om vejen til indsigt, om at stoppe med at kæmpe og om at blive bedre til at kunne acceptere alt dét, der er uden for vores kontrol.

Forfattet og indlæst af psykolog Karina Thomsen

Lyt til: Procesfortælling om “Damen & Fiskehejren”

Tag en lille pause, læn dig tilbage og hør min historie om, hvad acceptproces egentlig går ud på…

“Damen & Fiskehejren”

Teksten: “Damen & Fiskehejren”

Der var både noget fint og foruroligende ved at være i mellemtiden. Perioden mellem kamp og fredstid. Processen med accept. På den ene side var det velkendte og på den anden side lå alt det nye, det ubekendte og det uvisse. 

Hun havde aldrig nogensiden før haft brug for eller endog troet, at der eksisterede denne mellemtid. Hun var altid før bare gledet gennem tilværelsen, havde styret, handlet og kunnet lige dét, som hun satte sig for. Lige indtil at det ikke gik længere – lige indtil, at hun gik i helt stå og hang fast. Det var nyt og meget modbydeligt at gå i stå og hænge fast, så hun kæmpede det bedste hun havde lært. Igen og igen blev hun helt udmattet og mødte blot mere angst og endte med at føle sig endnu mere fastlåst og alene.

“Så må jeg jo hellere kæmpe videre og endnu hårdere, for jeg kan jo ikke give op”, tænkte hun. 

Damen havde jo nok altid haft for vane, 

at kæmpe,

at anstrenge sig, 

at tage sig sammen

og så prøve igen – lige indtil alt lykkedes for hende.

Men nu var det pludseligt som om, at spillereglerne var blevet ændret og alt dét, som plejede at virke, nu ikke fungerede mere. 

Damen havde længe boet i det firkantede hus med det hvide stakit. Når damen skulle hjemmefra, lukkede hun altid havelågen pænt efter sig. En dag besluttede Damen sig for at gå en tur. Hun har altid haft lyst til at se nærmere på engen, så hun fandt en vej derhen. 

Damen kom hen på den smukke eng. På engen flød en stille bred å – og ovenover gled skyerne afsted, som de nu engang gør. Damen gik hen og satte sig ned ved det gamle piletræ, hvis brede træstamme skrånede, så den var ret så behagelig at læne sig op ad. Hun lagde mærke til, at her var den friske duft af jord endnu tydeligere. Hun trak vejret ind gennem næsen, og følte sig noget så træt. Hun havde længe kæmpet og kæmpet, uden at det var blevet anderledes. 

Mens damen – for en kort stund – sådan sad tilbagelænet under piletræet, hørte hun en lys stemme, “Utroligt, og sandt – utroligt, og sandt og helt uden pokus”. Hun kiggede sig omkring. 

Stemmen tilhørte Fiskehejren, der stod nær åens kant. Den nærmest talte til sig selv og fortsatte; “Jo mere du kæmper, desto mere vikles du ind i nettet”. 

“Så skulle du jo have ladet være med at flyve ind i nettet til at begynde med”, afbrød damen, og følte sig lidt morsom. 

Hejren drejede sit hoved og klaprede et par gange med næbet, inden den svarede; “Jammen, der var jo de fedeste lækreste fisk, som jeg plejede sagtens at kunne få fat i!”. Som fiskehejren fortsatte sin fortælling om hvad der var hændt, og om hvordan den havde fået sig viklet sig mere og mere ind i nettet, fik Damen næsten ondt i maven og spurgte håbefuldt; “Men hvordan slap du fri?”

“Det var hverken kniv eller sværd, der gjorde forskellen”, forklarede Hejren. “Jeg indså, at mine forsøg på at kæmpe mig fri slet ikke hjalp – tværtimod. Det eneste mine anstrengelse gjorde, var at nettet blev strammere og stammere. Da tog jeg en beslutning om at lade være med at gøre mere af det. Det tog nogen tid, men lidt efter lidt løsnedes nettet sig og gradvist kunne jeg komme fri.

“Hvis bare det var så let, sukkede Damen” og tænkte på hvordan hun selv følte sig fastlåst og alene.

“LET???!” spruttede hejren, så den nær var dejset omkring. Den forklarede, hvordan der flere gange undervejs, var dukket en utrolig stærk og nærmest klaustrofobisk trang til at slå ud med vingerne og slås vildt og inderligt for at komme fri. Som den lå filtret ind i nettet og hjælpeløs i det kolde vand, indså hejren, at jo mere den slappede af, desto mere ville nette løsne sig. Men dette var noget af det sværeste. Igen og igen opdagede hejren hvordan trangen til at kæmpe imod dukkede op. Det havde føltes som en konstant balancering på et knivsæg – et evindeligt skifte mellem impulsen om at kæmpe imod og indsigten om at give slip.

“Dette var min mellemtid”, sluttede hejren og jeg besøger den stadigvæk ind og imellem.

“Går det aldrig væk?”. Damen kunne mærke klumpen i halsen og den tiltagende knugende fornemmelse i maven. “Hvis du ønsker, at det skal forsvinde, så kæmper du jo fortsat”, svarede Hejren. 

Mens dagen således gik på held, sad Damen under piletræet og talte lidt frem og tilbage med Fiskehejren, der stod ved åens bred. De delte tiden og talte om det modsætningsfyldte ved mellemtiden, om den proces, der styrker rummeligheden og hvordan det føles, at få erfaring med at give slip.    

En procesfortælling starter for mig tit med et enkelt ord eller tema, som blev sagt af en klient eller blev arbejdet med i en session. Jeg spørger altid den enkelte klient om det er ok, at jeg lader mig inspirere af ex det pågældende ord. Procesfortællinger er sat sammen på tværs af flere cases, egne oplevelser og krydret med min frie fantasi – og er derfor altid anonymiserede. Hensigten er, at beskrive delelementer i den terapeutiske proces og kommet lidt nærmere ind på hvad der sker i de udviklende processer. 

Med håbet om at inspirere.

Ordet er: mellemtid

#processtory #procesfortælling #ACT #acceptproces #mellemtid #psykologenpålandet