Psykologen på Landet

“Hvorfor har du dog lavet praksis hjemme? Og hvad er det her med at lave terapi udenfor? Og hvad bruger du æslerne til??”

Nogle kan undre sig over mine valg, tænke at det lyder useriøst at lave terapi udendørs. Mens andre bliver meget begejstrede og antager at jeg også må være healer, træ-krammer og kan noget særligt med krystaller…

Psykologpraksis på husmandssted

Der er ikke noget bedre sted, at have min psykologpraksis end på vores hyggelige husmandssted. Her er der højt til himmelen, luft og plads.

Her er vores dyr, den gamle have med de krogede æbletræer, dens hyggekroge, bålplads og siddepladser med udsigt til de bølgende marker. Omkringliggende vores lille husmandssted er ådalen med dens enge, fuglereservat og åen, der slynger sig gennem landskabet.

Her er så mange muligheder. Både til at strække blikket – skabe udsyn og perspektiv. Til at bevæge sig ud og afprøve nye ting eller finde sig en lun krog. Komme helt ned i tempo og kunne mærke hvad der mon er derinde…

Naturen som terapirum

Det giver mening at anvende naturen som et terapirum. Når sessionen afholdes udenfor er der sat andre rammer end når vi er indenfor.

At lave terapi indenfor kan bestemt også rigtig meget – og det er altid afhængigt af konteksten, hvor vi skal være henne. Jeg oplever, at de udendørs rammer er med til at skabe andre og nye muligheder for klienten Så der kan udforskes og opdages andet – end hvis vi kun er indendørs.

For mange kan dét at anvende naturen som et terapirum være med til at åbne op nye muligheder og blive mere nærværende i øjeblikket. Mange klienter fortæller, at de allerede kan mærke pulsen falde, når de drejer ind på grusvejen.

Det er fantastisk – bare den lille ting, at undgå at skulle lede efter en p-plads, som jeg skulle gøre inde i byen. Herude er der plads. Og det betyder meget når man har angst og er ramt af stress.”

Naturen er sund for os fortravlede mennesker.

Jeg er dybt optaget af at konceptudvikle og beskrive hvordan man kan lave terapi i naturen – inden for en Acceptance and Commitment-teoretisk rammeforståelse (ACT). Den evidensbaseret metode er mit fundament. 

Nimbus er meget blid og nænsom
Nimbus er en af de æsler, som du kan møde hos
Psykologen på Landet.

Jeg er passioneret for at undersøge og udvikle på hvilke måder ACT kan anvendes ude i naturen.

Terapi kan også blive assisteret af dyr. Mange studier påviser fine resultater, når dyr anvendes i terapi.

Om det gælder ældre på plejehjem, unge med psykiske lidelser eller hvis livet er ved at gå i hårdknude. Jeg kommer nærmere ind på dyreassisteret ACT-terapi en anden god gang. 

Giver plads til dine udviklingsprocesser

Jeg sætter generelt en ære i at være fasilitator for udviklingsprocesser. Derfor anvender jeg alle de forskellige settings, der kan give mening for den enkelte klient. Om det er oppe i terapilokalet ved tavlen, siddende i morgensolen midt på gårdspladsen eller på gåtur med et æsel.

Tak for din opmærksomhed.

De bedste hilsner fra Karina Thomsen, aut. psych.